MONDOFUNZA

http://www.sounddays.com/?page_id=54

Påskeferien var en meditativ tid. Ingen frokoster eller p-bajere til mig. Kun lidt snaps. Og så muligheden for at leve min indre Brian Eno ud med at lave et remix af the Buddha Machine. Stærk inspireret af denne fremragende podcast med Brian Eno og Will Wright.

bliver det?

Sådan stod der på Torstens (kendt som Metalstein i 1980erne) t-skjorte til festen efter Scott Walker filmen i lørdags.

Scott Walker filmen kan jeg ikke anbefale varmt nok. Her er en mand, der har gået planken helt ud for sin kunst og hvert tiende år skaber et unikt mesterværk. Meget livsbekræftende at se nogen tro så meget på sit eget værd. Og være villig til at ofre alt for det.

I en scene fra ungdommens vilde år, siger Scott Walker, at han er ligeglad med penge og berømmelse. Og det kan enhver selvoptaget ungersvend på parogtyve jo sige ret omkostningsfrit. Men når han så sidder der som 63-årig og har taget hele turen - og laver den vildeste og mest skræmmende og langt ude avantgardemusik - så må man tage hatten af for vovemod og kompromisløshed.

Nej, min lørdag bliver ikke spildt på en fodboldlandskamp. Jeg skal i og se ““, Stephen Kijaks dokumentarfilm om Scott Walker.

Det bliver STORT!

Hvem er Scott Walker, spørger du måske? Teenageidol og forsanger i tressernes største popband - hvis man taler om ballader iklædt bombastisk patos - . Og dernæst en intellektuel popsolist med blandt andet på repertoiret. Og så forsvandt han. Bogstavlig talt. Et enkelt album i 1984, der stadig emmede af pop med et twist. Men så kom “Tilt” i 1995. Et af de særeste albums, jeg nogensinde har hørt. En mørk og kold vinteraften blev jeg dog over en serie fadøl enig med Martin Hall om, at “Tilt” var årets album det år.

11 år senere var jeg stadig ikke færdig med “Tilt”, men så dukkede Scott Walker ud af mørket igen. Og denne gang endnu mere weird og mørk med albummet “The Drift“, som det her et halvt år senere stadig ikke er lykkedes mig at høre i sin fulde udstrækning. Her til aften nåede jeg til skæring seks, før jeg kapitulerede og fandt de gamle Jaques Brel sange frem.

“30 Century Man” er et portræt lavet under indspilningerne af “The Drift”. Jeg kan næsten ikke vente…..to timer endnu…

Min eneste klage er, at filmen om er programsat samtidig. ØV! Og ØV ØV!!

Caféen med byens bedste pilsner har livemusik fra Berlin fredag og lørdag d. 16. og 17. marts. Det er fra Berlin, der består af et sammenrend af folk fra Australien, England og Tyskland, som har spillet med blandt andre Nina Hagen, Mick Harvey, Nikki Sudden, Rolf Goldkind og Roland S. Howard - og så er stilen ligesom lagt. Lidt Bad Seeds, lidt Crime & the City Solution etc.
Koncerten starter kl. 21.00 begge dage.

Check dem på eMusic - hvis du vil have intro med 25 gratis sange, så smid din e-mail adresse i kommentarfeltet, og jeg laver en “introduce a friend”.

Jeg ledte efter noget andet på Waybackmachine, men jeg fandt en gammel, glemt lydfil med vores daværende orkester Bog Handle. Cirka 1988 i øvelokalet på Peblingedoseringen med en fire-spors båndoptager. Jeg spiller to el-spader og “synger”, Morten spiller bas, og Jens banker gryder: Lyt til STRANDVASKER - en slags kærlighedssang.

Hørbar/Audiobar is a responsive environment for natural and playful exploration of huge collection of audio art. You can interact with the sounds using a tangible interface based on RFID-tagged bottles. The environment consists of two rooms: A bar-room for shared interaction and a study lounge for more in deep explorations. Hørbar/Audiobar will be premiered at the Museum for Contemporary Art in Roskilde, Denmark. This museum has a huge collection of international audio art which will be accessible at the bar.

Info available at www.audiobar.info

The installation is part of the exhibition “Social_Action - The Audience and the New Media Landscape”

The exhibition opens on January 12th 2007 at 17:00 - 20:00

Address:
Museet for Samtidskunst
Stændertorvet 3D
DK-4000 Roskilde
Denmark

The project is supported by Kulturnet Denmark and Sound Forum Øresund

‘Futurism Meets Futurism’
Filmvisning: Fritz Lang: ‘Frau im Mond’ & Live Electronic Concert - Rock Paper Scissor Crew: Phlex[DE], Tex’n'Terok[DE], Bitslave[DE], H’olzaal[DE], X Bockwurst[DE] og andre.

På Zum Biergarten i går aftes. Fantastiske billeder suppleret med laptop musik. Tre stive klokketimer siddende på en beholder til en gaslampe. Ikke den perfekte biograf, men en super oplevelse alligevel. Det er altid sjovt at se, hvordan fortiden fortolker fremtiden:

‘Frau im Mond’ (1929), er Fritz Langs legendariske visionære bud på rumalderen 40 år før den reelt blev til virkelighed. Som Langs hovedværk ‘Metropolis’ er filmen et mesterligt eksempel på den dystopisk fortælling om menneskets beherskelse af teknologien med et faretruende vink til en tysk fremtid, der lurede lige om hjørnet. Filmen er oprindelig stum, men til denne aften vil en række af Berlins bedste elektroniske musikere sørge for, at den futuristiske space-film får et unikt matchende live futuristisk soundtrack.

Se også med musikerne, der spillede bagefter:

DJ Daniel dirigerede sit eget labtoporkester, bestående af Theodor Zox, Matt Vega, Martin Decare, Martin Decare og Amox. Den visuelle side blev leveret af det berlinske visuelle kollektiv Pfadfinderei.

“Creative commons er ikke andet end et klistermærke til din kofanger. Det er en kulturel manifestation. Et signal om, at du er cool og medlem af den rigtige klub.”

Det var et af de mest centrale udsagn på dagens seminar om samplet kunst.

Det kom fra den berlinske kunstner Sebastian Lutgert. Hans argument var, at hovedparten af os, der bruger CC på vores blog, alligevel ikke har råd til at finde og bruge en advokat, hvis det går op for os, at fx en kinesisk virksomhed misbruger vores CC licens. Og den anden vej rundt; hvis vi snupper materiale fra en fattig kineser eller inder, så har han/hun heller ingen mulighed for at sende i en advokat i struben på os.

En tilhører bemærkede, at man altid kan sende en e-mail og gøre opmærksom på misbruget og at det i de fleste tilfælde hjælper. Men er der ikke noget om snakken? At CC mere er et cool brand for den kreative klasse end en egentlig brugbar licens?

Sebastian Lugert er i øvrigt manden bag textz.com, Pirate Cinema og ““.

Oliver Schulbaum fra platoniq.net var også tilstede og fortalte om Burnstation. Jeg lavede en podcast med ham i januar, hvor jeg mødte ham til Transmediale i Berlin. Lyt!