MONDOFUNZA

Sådan stod der på Torstens (kendt som Metalstein i 1980erne) t-skjorte til festen efter Scott Walker filmen i lørdags.

Scott Walker filmen kan jeg ikke anbefale varmt nok. Her er en mand, der har gået planken helt ud for sin kunst og hvert tiende år skaber et unikt mesterværk. Meget livsbekræftende at se nogen tro så meget på sit eget værd. Og være villig til at ofre alt for det.

I en scene fra ungdommens vilde år, siger Scott Walker, at han er ligeglad med penge og berømmelse. Og det kan enhver selvoptaget ungersvend på parogtyve jo sige ret omkostningsfrit. Men når han så sidder der som 63-årig og har taget hele turen - og laver den vildeste og mest skræmmende og langt ude avantgardemusik - så må man tage hatten af for vovemod og kompromisløshed.

Nej, min lørdag bliver ikke spildt på en fodboldlandskamp. Jeg skal i og se ““, Stephen Kijaks dokumentarfilm om Scott Walker.

Det bliver STORT!

Hvem er Scott Walker, spørger du måske? Teenageidol og forsanger i tressernes største popband - hvis man taler om ballader iklædt bombastisk patos - . Og dernæst en intellektuel popsolist med blandt andet på repertoiret. Og så forsvandt han. Bogstavlig talt. Et enkelt album i 1984, der stadig emmede af pop med et twist. Men så kom “Tilt” i 1995. Et af de særeste albums, jeg nogensinde har hørt. En mørk og kold vinteraften blev jeg dog over en serie fadøl enig med Martin Hall om, at “Tilt” var årets album det år.

11 år senere var jeg stadig ikke færdig med “Tilt”, men så dukkede Scott Walker ud af mørket igen. Og denne gang endnu mere weird og mørk med albummet “The Drift“, som det her et halvt år senere stadig ikke er lykkedes mig at høre i sin fulde udstrækning. Her til aften nåede jeg til skæring seks, før jeg kapitulerede og fandt de gamle Jaques Brel sange frem.

“30 Century Man” er et portræt lavet under indspilningerne af “The Drift”. Jeg kan næsten ikke vente…..to timer endnu…

Min eneste klage er, at filmen om er programsat samtidig. ØV! Og ØV ØV!!