Start-ups. Danmarks som verdens førende IT-nation. Iværksætterlyst. Jeg har nogle gange svært ved at kende forskel på 2001 og 2011. Her er en artikel, jeg skrev i 2001. Statsministeren hed noget andet dengang. Men er der ellers noget, som er anderledes. Bortset fra båndbredden måske?
Teknologi: Inside Futurecamp
På Futurecamp koblede 33 danskere deres hjerner sammen i 60 timer og kom op med 22 ideer til Poul Nyrups drømmesyn om verdens førende IT-nation.
Af Henrik Føhns
Poul Nyrup smider jakken. Han har lyseblå skjorte og rødt slips på. Han kigger ud over forsamlingen ved de runde hvide duge med trearmede kandelabre og levende lys. Det ser hyggeligt ud, men det er en arbejdslejr. Futurecamp 01. Fremtidens arbejdslejr. Poul Nyrup smøger ærmerne op og begynder at tale i sit karakteristiske tonefald. Én af de tidligere Nobelpristagere i økonomi, Gunnar Myrdahl, har en gang sagt, at det eneste mirakel, hvad samfundsøkonomi angår, er Danmark.
Dette land mistede igennem et par århundreder tre fjerdedele af sin industri- og landbrugsjord, men blev alligevel et af verdens rigeste velfærdssamfund. Hvordan kunne det gå til? Fra starten satsede vi på at bruge alle mennesker i Danmark, at indse at alle har et potentiale. At bygge vores uddannelsespolitik op derpå. Siger Poul Nyrup. Og skuer ud i salen på Hotel Scanticon i Holte. Og der sidder vi. 33 danske borgere som har fået hver vores instruktørstol med Futurecamp-logo og vores efternavn på ryglænet. Vi er blevet fremtidsinstruktører. I 60 timer fra fredag morgen til søndag aften er vi i arbejdslejr. Jeg kigger rundt i salen og tænker på den svenske økonom Gunnar Myrdahl, der drog til USA i 1929 og lod sig inspirere af alle de nye ideer om samfundsopbygning. Hjemme i Skandinavien blev han bannerfører for den velfærdsstat, som alle vi her i salen er vokset op i. Poul Nyrup griber en rød tusch. Han går hen til flip-overen og samtidigt med at han skriver siger han: Et homogent samfund, mennesker er vores ressource, høj erhvervsfrekvens, mange små virksomheder. Disse punkter er grundlæggende forudsætninger for os. Ikke ret mange lande har summen af dem, siger Poul og kigger igen ud på os alle sammen. Derefter skriver han 46 mia. kr. på flip-overen. Og slår en streg under. En klog mand i Børsens Nyhedsmagasin sagde, at det koster 46 mia. kr. at skabe verdens førende IT-nation. Hvis det er rigtig – så bliver Pia Gjellerup ked af det. Og jeg vil helst ikke gøre Pia ked af det, siger Poul Nyrup. Fjernelse af marginalskatten, bredbånd til alle, nye afskrivningsregler for erhvervslivet, mere uddannelse og lave skatter for importeret, højkvalificeret arbejdskraft. Det gav en smørrebrødsseddel på 46 mia. kr. Men den slags smørrebrød spiser statsministeren ikke. Vi skal ikke diskutere store dyre planer på Futurecamp. Selv om regeringen har en plan for bredbåndsnettet på vej. Men kommer pengene også? Svaret afventes med spænding. Også på Futurecamp hvor nødvendigheden af bredbånd blev understreget adskillige gange. Futurecamp er en ide fostret af Tim Frank Andersen og Claus Bindslev – begge tidligere FramFab-folk. Økonomisk og administrativt båret frem af Erhvervsministeriet, der lægger over en halv mio. kr. for de fysiske rammer på Hotel Scanticon. Her skal udtænkes forslag, som hurtigt kan føres ud i livet og speede Danmark op til at nå målet om verdens førende IT-nation, som Tim Frank Andersen formulerer det i sin velkomsttale. Flere gange i sin peptalk omtaler Tim Frank departmentschef Jørgen Rosted fra Erhvervsministeriet. Jeg hopper lidt i min stol. Det var en anden embedsmand med fornavnet Jørgen, der i 1935 stærkt inspireret af Myrdahl stod fadder til den danske Befolkningskommission: Jørgen S. Dich fra Socialministeriet. I dag er han glemt af de fleste, men det var faktisk i Befolkningskommissionens udvalg, at mange af tankerne bag efterkrigstidens velfærdsstat blev udtænkt. Og medlemmerne var ikke politikere og embedsmænd. Det var indkaldte borgere med særlig viden om befolkningsspørgsmål. Jeg kigger ned over listen af navne. Er vi en ny kommission, der skal bedrive social IT-ingeniørkunst for det 21. århundrede? Skal vi hjælpe Stavad, Nyrup og alle de andre med at gøre krav på fremtiden, som Dich i sin tid hjalp Stauning og Steincke med at forme den socialdemokratiske velfærdsstat? Her er den erfarne forretningsmand Lars Bruhn, som solgte familievirksomheden for at blive venturekapitalist. Her er den iltre iværksætter Morten Lund, som end ikke er fyldt 30, allerede starter nye internetvirksomheder i samme tempo, som vi andre skifter sokker. Og så er der Tor Nørretranders – forfatter, foredragsholder og formand for Kompetencerådet. Og en masse andre dygtige folk fra virksomheder og offentlige institutioner.
Hvordan og hvorfor:
Jeg skruer tankerne et par timer tilbage, da jeg mødtes med min lille seksmands-gruppe til brunch på en café med et ganske særligt menukort: Hvorfor skal Danmark være verdens førende IT-nation , hed den eneste ret. Vi stirrede tavse på menukortet, som en flok gæster, der er i tvivl om retten indeholder et krydderi, vi ikke kan lide. Morten Lund brød tavsheden: Altså, USA bliver nummer et ved at skabe verdens rigeste mand. Vi skaber verdens rigeste samfund. Poul Nyrup kunne ikke have sagt det bedre. Men her blev det sagt af en fandenindvoldsk iværksætter, der formodentlig aldrig har sat sit kryds ved Poul Nyrups parti. De fem arbejdsgrupper er fordelt på digitale borgere , digitale uddannelser , digitale erhverv – ældre og mindre erhverv , digital forvaltning og digitale erhverv – fra industri til viden . Først på eftermiddagen driver vi ud i grupperummene med vores sammenklappede instruktørstole på nakken. Undervejs passerer vi igennem et lokale pakket med bøger og computere. Det er viden- og researchcenteret med 10 embedsmænd fra de fire ministerier. På væggene hænger store plancher med budskaberne hvordan og hvorfor . Til inspiration kommer Nyrups flip-over med teksten 46 mia. kr. også op på væggen. Jeg lægger en stabel af Børsens Nyhedsmagasin under den. Min egen gruppe bevæger sig hurtigt over i Poul Nyrups humankapital. Og den lønmodtagerkultur, der fulgte med i kølvandet på velfærdsstaten. Eftermiddagen bruges til at tæve hinandens ideer sønder og sammen. Vi skriver kulørte sedler og hænger dem op på vores whiteboard. Hvordan lærer danskerne at være forandringsvillige og åbne for at dele deres viden? På et tidspunkt må vi se i øjnene, at hovedparten af gruppen inklusive undertegnede er lønmodtagere. Vi opfinder et nyt begreb; selvstændighedskultur, som vi tager med til fællesmødet efter middagen. Mørket er ved at falde på udenfor. Og allerede nu efter en dags arbejde ses konturerne af de forslag, som Ole Stavad får med hjem knap to døgn senere. Resten af aftenen er sat af til networking. Det er nu, vi skal udveksle visitkort og sladder. Omkring midnat slipper begge dele op.
Verdens bedste IT:
I løbet af lørdagen breder sig en underlig lampefeberagtig frustration. Alle mugger over ikke at være helt så geniale, som de selv synes, de plejer at være. Der er en stemning af rastløs frustration. I min egen gruppe er utallige ideer blevet dissekeret med slagteknive i undfangelsesøjeblikket. Vi ender med at diskutere computerlegetøj, fordi skabelsen af en selvstændighedskultur nødvendigvis må starte i de formative år. Jeg synker hen i tanker om min femårige datters forkærlighed for filmen om Spice Girls, hvor de drøner rundt i en dobbeltdækkerbus indrettet som legeplads. Jeg rabler om en bus fuld af danske frontløbere på tur i Eu-ropa med Jørgen Rosted som manager og en masse patenter og koncepter i tasken. Sekundet efter står der From Bacon to Brainware på tavlen. Vi opfinder et eksportfremstød for new media understøttet af et center, der sætter kvalitetsnormer for Danish immaterial Design . Hvis vi ikke er verdens førende IT-nation på kvantitative pejlinger, så må vi blive det på kvalitet. Vi bildte alle ind, at Lurpak-smør var verdens bedste. Vi kan vel gøre det samme med IT, hævder Morten Lund. Hårdt arbejde ved computertasterne. Rosted og hans drenge skal have en plan med budget og bud på, hvor projektet skal forankres. Klokken 17.00 er vi som den sidste gruppe klar til syretest i Erhvervsministeriet. Vi får konstruktiv tæv i moderate mængder. Men med en del præciseringer skulle vi være klar til den store fremlæggelse for Ole Stavad søndag kl. 14.00. Efter middagen holder vi første generalprøve i den store sal. Alle grupper fremlægger med ord eller PowerPoint-præsentationer. En enkelt gruppe blev heftig forbrændt i syretesten. Deres ideer var enten prøvet før eller ikke interessante. Der er en ulmende utilfredshed. En yngre iværksætter holder et eksalteret indlæg om, at vi er cirka lige så visionære som en flok LO-medlemmer på Nyborg Strand. Nogle klapper. En enkelt bemærker, at der er mange måder at slå sig selv i gulvet på. Tim Frank Andersen indkalder til endnu et kort møde omkring midnat. Vi skal have strukturen på plads. Én fra hver gruppe deltager. Tim Frank træder i karakter som andet end en glad dotcom er med hornbriller. Vi har 22 forslag, der skal spidsvinkles. Han tegner og fortæller. Stikker linjer ud. Og styrer sine ældre kolleger fra erhvervslivet med hård hånd. Tiden er knap. Om 12 timer skal vi fremlægge for Stavad. Vores forslag er ikke omkostningskrævende. Og de fleste kan implementeres hurtigt. Opgaven er næsten løst, men vi enes om at fremlæggelsen for Stavad skal afsluttes med en opsummering, hvor blandt andet nødvendigheden af et bredbåndsnet til alle bliver slået fast med meget store søm. Ved halvtretiden er tavlen og flip-overen fyldt med tanker og forslag. Vi vakler i seng. I grupperum 01 er der stadig lys og hektisk aktivitet. Det er gruppen som blev sendt til tælling ved syretesten.
Den sidste afpudsning:
Søndag morgen dunker lampefeberen på alles pander. Tim Franks værelse er kommandocentral. De håndtegnede plancher hænger på væggen. Hver gruppe aflægger rapport. Tim skal have alle PowerPoints ind i sin bærbare inden middag. Og de færdige forslag med implementeringsplan skal afleveres i sekretariatet, så Stavad kan tage dem med hjem til nærmere granskning. De sidste økonomiske detaljer skal pudses af med regnedrengene fra Erhvervsministeriet. Stress og mangel på søvn bryder ud i lys lue. Der udspiller sig højrøstede scener ved Tim Franks computer, når visse deltagere prøver at forhandle sig til flere end de to tilladte slides i vores fælles PowerPoint præsentation. Klokken 14.00 ankommer Ole Stavad. Tim Frank sidder stadig bøjet over den bærbare. Pludselig rejser han sig. Flår stikket ud af væggen og løber af sted med computeren under armen. Salen emmer forventningsfuldt. Her er zombieagtige blikke. Skægstubbe. Krøllede skjorter og dårlig ånde. Flere af de kvindelige futurecampere er dog forbløffende præsentable de 60 timers arbejde taget i betragtning. Ole Stavad er veloplagt. Han bringer en meget varm hilsen fra Poul Nyrup, der desværre ikke kunne få kalenderen til at passe. Så han kommer ikke. Fremlæggelsen stryger af sted. Kim Østrup fra IBM slår et tappert slag for den digitale signatur, som vi har ventet på siden 1995. En fotograf fra TV 2 tager spionbilleder gennem vinduet. Tor Nørretranders holder en meget fin opsummerende afslutning, hvor bredbåndet igen bliver placeret som et centralt knudepunkt for stort set alle vore forslag. Stavad takker. Og lover at forankre hver enkelt ide hos en embedsmand, der skal fungere som tovholder. På http://www.futurecamp.dk vil der også være en e-mailadresse til hvert enkelt forslag, så man kan følge med. Og så mener han i øvrigt, at dette skal munde ud i en folkebevægelse. Hvorpå han smider den lyseblå skjorte og står i bar, solbrændt overkrop foran forsamlingen. Han ifører sig en hvid Futurecamp poloshirt. From Bacon to Brainware…, så er vi klar til pressen og pindemadderne. Da jeg henter mine ting i grupperummet passerer jeg Nyrups flip-over i researchcenteret. 46 mia. kr. Får den en plads i Erhvervsministeriet? Bunken med Børsens Nyhedsmagasin er i hvert fald væk. Men det plejer jo heller ikke at være gratis. Det er med en træt, men alligevel næsten euforisk fornemmelse, at de 33 instruktørstole bliver læsset ind i bussen. Stemningen og lugten i dobbeltdækkerbussen på vej mod København kan bedst sammenlignes med en glad, træt flok på vej hjem fra charterferie. Bag mig taler en deltager forventningsfuldt om 256 Mbit bredbånd. Han er vist overtræt. På øverste trin af trappen i bussens top står en munter Tim Frank og svinger med armene, mens han taler. Han bliver afbrudt af buschaufførens sure stemme over samtaleanlægget: Du der på trappen! Sæt dig ned. Forsikringen gælder ikke på trappen!
Om bare 35 år vil maskiner være klogere end mennesker. Intelligente nanorobotter vil være dybt integreret i vores omgivelser, vores kroppe og vores hjerner, og vi kan se frem til et langt liv befriet for handicaps og livsstilssygdomme.
