Samvirke udsender bog under cc-licens

Samvirke har udsendt Danmarks første anden bog under en creative commons licens. Peter Hesseldahls fremtidsscenarier “Snapshots fra Fremtiden”. Du kan købe den på samvirke.dk. Bogen er henvendt til de ældste skoleklasser, gymnasieelever og erhvervsfolk med udfordringer at løse.

Hvordan ser verden ud i 2030? Det spørgsmål har journalist og videnskabsformidler Peter Hesseldahl stillet om vores fælles fremtid gennem en artikelserie i Samvirke. Nu er artiklerne om fremtidsarkæologi samlet i bogen »Snapshots fra Fremtiden« en række scenarier – snapshots – af en mulig fremtid. Alle scenarier er præget af en heftig teknologisk udvikling, som vi allerede i dag ser små flige af. Og det er disse brudstykker af teknologi, som Peter Hesseldahl tager fat i og bygger videre på i en række fængende og futuristiske artikler – skabt med baggrund i skribentens arbejde med fremtidsscenarier for både Lego og Danfoss Universe.
»Det er ikke det rene pjat, når der tales om, at vi skal være parat til omstilling«, fortæller Peter Hesseldahl i bogens forord.
»Tværtimod, det er vigtigt at forstå, at hvis man ikke hele tiden fornyr sin viden, og hvis man ikke er indstillet på at bruge de nye muligheder – ja, så risikerer man meget hurtigt at blive lige så forældet i forhold til resten af samfundet, som skrivemaskinen eller pladespilleren blev.«
»Snapshots fra Fremtiden« lægger op til at blive brugt både som debatoplæg, som inspiration for elevernes eget arbejde med scenarier for fremtiden samt i større forløb om utopiske og dystopiske fremtidsfortællinger fra litteraturhistorien. Bogen kan anvendes i flere fag, herunder dansk, samfundsfag, naturfag og historie samt i flerfaglige forløb.
»Snapshots fra Fremtiden« er et nyt undervisningsmateriale til gymnasie- og ungdomsuddannelserne, men kan også virke inspirerende for folkeskolens ældste klasser. Materialet er udviklet i samarbejde mellem FDB Skolekontakten, Samvirke og Danfoss Universe.

One Response to “Samvirke udsender bog under cc-licens”

  1. Erik Høy Says:

    Vedr.:
    Samvirke har udsendt Danmarks første bog under en creative commons licens.
    Ah, det er ikke helt rigtigt. Jeg var først ude, allerede i august 2005 med “Google for Alle” på forlaget Libris. Den blev udgivet under Creative Commons Licens.
    Nu kan man selvfølgelig diskutere om 72 sider er en bog eller et hæfte.
    Men i øvrigt da til lykke med bogen. Det var ikke for at slå skår i glæden. Blot æres den som æres bør….
    Erik Høy
    Bibliotekar, voksenunderviser
    København

Leave a Reply