MONDOFUNZA

Så kan vi sove roligt - eller hvad er det nu, det handler om?

50 overvågningskameraer op i timen - dr.dk/Nyheder/Indland

Buchla & Associates - Berkeley, California

En sjov besked fra Google:

Solana Larsen har et meget interessant indlæg på sin blog, hvor hun stilller spørgsmålstegn ved udenrigskorrespondentens rolle og overlevelse de næste fem år.

solanasaurus » Blog Archive » In 2013, there will be no foreign correspondents

Read: Henrik Moltkes Blog

What’s worth saving, as a critical function, is investigative
journalism. We need someone, many someones, to do long, deep, boring
research, for stories that may not even pan out. Without that,
government at all levels will simply slide back into the nepotism and
corruption of the 19th century.

What Newspapers and Journalism Need Now: Experimentation, Not Nostalgia -Britannica Blog

I couldn’t agree more - but how do we finance it, is my question?

“Den typiske internet-bruger topper med 25 år – derefter går det ned ad
bakke. Det fortæller friske tal fra den danske webguru Jakob Nielsen,
der er kendt som fortaler for meget simpelt webdesign. Hans seneste
undersøgelse viser at internet-brugere på 25 år er hurtigst til at
finde rundt på nettet og opspore de ønskede informationer.” Skriver Com-On

Det kan godt være at Jakob Nielsen er guru og har lavet en undersøgelse. Men da jeg var 25 år, var der ikke andre end en håndfuld amerikanske forskere på nettet. Med andre ord - ældre mennesker er langsommere, fordi de ikke er vokset op med internet og computere. Man kan altså ikke give alderen men erfaringen skylden for, at en 70-årig er x procent langsommere til at finde information på nettet end en 25-årig. Mener jeg helt uvidenskabligt.

Comon.dk - Internet-brugere bliver tidligt gamle

Well, she didn’t make it to the big screen, but she’s is back on the web starring in a killer-noir-web-movie…..

Lonelygirl in Murder Noir Web Show - Portfolio.com

TDC har lanceret “gratis” musik til deres kunder på bredbånd og mobiltelefoni. (Læs mere hos CW) En abonnementsordning til deres kunder, hvor man i princippet låner musik af TDC, så længe man er kunde hos dem. Smart træk for at holde på kunderne i en tid, hvor man ikke længere kan tjene penge på at sælge telefonminutter eller bredbåndsmegabyte. Og sjovt nok ligger TDCs nye tilbud i naturlig forlængelse af mine tanker i min hidtil sidste post hos Radar “Farvel Ejendomsret“.

Jeg skriver:

“Hvem gider eje elektricitet? Eller gas? Eller fjernvarme? Services, som ikke er fysiske men flyder til os, når vi har brug for dem.
I dag har vi bøger, plader, cd’er, dvd’er og malerier stående og hængende i vores hjem. De fylder. De støver. Og de er totalt overflødige. De er nemlig intet andet end transportmidler for en oplevelse. Og særdeles fysiske transportmidler.

Men alt sammen kan digitaliseres og transporteres som information gennem bredbåndets kabler. Hvorfor skal vi fortsat opbevare ikke-fysiske oplevelser på fysiske medier, der er både klodsede i vores hjem og belastende for miljøet, både når de bliver fremstillet, transporteret og destrueret igen?

Eneste argument er den private ejendomsret. Vi kan godt lide at eje ting. At røre ved dem. At kigge på dem. Men der er jo helt ærligt ingen grund til at slæbe flyttekasser med bøger rundt hele sit liv, hvis man allerede har læst dem.

Lad os i stedet opgive den private ejendomsret og tegne abonnement på digitaliseringen af hele klodens kulturarv, som var den elektricitet, der flyder til os, når vi trykker på kontakten.

Men skal vi så eje apparatet, der gør det muligt, at opleve kulturen? Næh, der er jo ingen af os, som tillægger en stikkontakt, et varmeapparat eller en gashane særlig værdi. Vores interface til kulturoplevelsen skal naturligvis være en del af det abonnement vi tegner på oplevelsen. Og så er det ligegyldigt, om det er en telefon, en computer, et tv eller en fladskærm til at vise malerier på væggen.

Hvis al kultur blev en ikke-fysisk service, så ville vi også slippe for problemer med copyright og tyveri. Man kan selvfølgelig stadig stjæle terminalerne, der formidler oplevelserne, men eftersom der kun er adgang med en personlig kode, og hvert interface er skræddersyet til den enkelte brugers smag og behov, så har selve terminalen ingen fysisk værdi.”

Her en måneds tid senere med TDCs nye tilbud i kortidshukommelsen er jeg måske en anelse mindre begejstret. Musik handler i vidt omfang om at dele oplevelser. Og det kan man ikke med PLAY - som TDCs nye påfund hedder. Faktisk kan man end ikke dele musikken med selv - forstået på den måde, at man ikke kan overføre musikken til ens egen mp3-afspiller. Den er simpelthen låst til telefonen eller Windows Media Player. Man skal vist være en rimlig umoden internet- eller computer/mobilbruger for at synes, at det er fedt. Hvis musik skal flyde som el eller vand, så skal det være til stede, hvor man har brug for det og ikke i en walled garden hos TDC. Det er det gamle Opasia spøgelse, der går igen.

Og når alt det brok er sagt - så kan jeg godt forstå TDC og IFPI. Det her er formodentlig et rigtig skridt på vejen bort fra døende fysiske medier. Og TDC udviser pionerånd som det første teleselskab med denne strategi. I Computerworld kan man nemlig også læse, at det koster TDC et to-cifret millionbeløb om året at lave PLAY. Man må håbe at penge går til kunstnere og komponister og ikke bare forsvinder ind i den fantasiløse pladebranche. TDC har i hvert fald (ligesom Apple), at der skal indhold til at drive infrastruktur. Det er klogt. Men det kan stadig diskuteres, om det er fedt at være bruger i det univers…

Takket være venlig hjælp fra Classy har jeg fået importet hele mit “tabte” blogarkiv fra 2004 og 2005 inklusive fotos.

Mondofunza er derfor nu en komplet samling af min karriere som blogger fra januar 2002 - øæhm november 1999?