Comeback til det grå guld
Jeg har weekenden over undret mig over diverse filmanmelderes moderate ros til den nye Rocky-film. Ikke alene roser de denne omgang sentimentale og naive bavl, de overser også, hvorfor den er blevet en stor succes i USA. Filmen er en banal hyldest til det grå guld. En opsang til alle halvdøde seniorer om, at “de stadig har noget i kælderen”, som Stallone formulerer det i en af de mange tæerkrummende scener. Og det er jo fint nok, hvis man har så lidt initiativ, at man skal have en romantisk og drivende sentimental Hollywood-film til at få en i omdrejninger igen. Så hellere lægge sig ned og dø før førtidspension….
Hvorfor har jeg overhovedet set den? Jeg havnede torsdag aften sammen med en flok afdankede tv-værter og en københavnsk borgmester til forpremiere. Den egentlige årsag var 200 specielt inviterede rejseagenter, der var med for at “se” byen Philadelphia, som filmen på mange måder er en reklame for. Philadelphia skal nemlig lanceres som det helt store rejsemål for danske USA-turister.
Der er i øvrigt kommet meget fin soulmusik ud af den by, lyt til den i stedet for at gå ind og se Rocky: http://en.wikipedia.org/wiki/Philadelphia_soul