Information udgiver gratisavis på nettet
Nå, så sker der da noget nyt, som IKKE belaster min hårdt prøvede papiraffaldscontainer. Det bliver spændende at se, om Information kan levere et bedre overblik end de trykte gratisaviser, der mildest talt er en rodebutik at bladre sig igennem. På den anden side; hvorfor printe noget, som man har på nettet allerede? Vi får at se i morgen…
Information udgiver gratisavis
Fra i morgen, onsdag den 6. september, blander Dagbladet Information sig i
aviskrigen med en helt ny eftermiddagsudgave.
Avisen, der vil være til rådighed over hele landet får navnet “15:15″ og
er et nyt og helt gratis bud på en superkompakt eftermiddagsavis.
“Vi synes ærlig talt ikke de hidtidige løsninger fra de store bladhuse
ligner noget vores publikum overhovedet interesserer sig for,” siger
Informations ansvarshavende redaktør Palle Weis.
“Vi besluttede os til at lave et helt andet bud ud fra en intern
diskussion om, hvad det egentlig er, man som læser har brug for ud på
eftermiddagen. Det blev til 15:15, der med nogle centrale historier fra
Informations-universet, et dagligt markant synspunkt, en hurtig
nyhedsopdatering og en smule underholdning sikkert dækker den korte tid,
de fleste vil afsætte på den tid af dagen. Bladre-bunker, som vi hidtil
har set, synes i al fald ikke at være løsningen. Om vi så har ret i
antagelsen, får vi se, vi tager det ikke så tungt”.
I modsætning til de papirdyngerne, der allerede fylder godt op i hjemlige
avisstakke og i bybilledet, vil 15:15 aldrig fylde mere end den enkelte
bruger tillader. Avisen er en 2. udgave til Dagbladet Information og
hentes af brugeren selv på www.information.dk og ligger klar hver dag kl
15:15. Avisens omfang vil de fleste dage modsvare 6-8 A4 ark.
“Der bliver ingen mystik om hverken finansiering eller distribution,”
oplyser Informations direktør Henrik Bo Nielsen.
“Brugerne får helt frit valg og behøver ikke investere i nej-tak
klistermærker. Det bliver den ultimative hent-selv-avis. Aviskonceptet,
der er udviklet på blot fem dage, får et oplag, der styres af brugerne
selv. Vi har svært ved at tro, at de ca. 300.000 danskere, der med kortere
eller længere mellemrum interesserer sig for Dagbladet Information eller
de 110.000 af dem, der er faste læsere af bladet, har brug for meget
andet. Finansieringen klarer vi selv, og den beskedne annonceplads er i
første omgang reserveret Information selv.”
Information, der er landets næstyngste betalingsdagblad, har de seneste
par år været et af tre danske dagblade med konstant oplagsfremgang, og
15:15 skal ses som et servicetilbud, hvis videre skæbne alene bestemmes af
brugernes lyst til kvalificeret læsning.
Facts:
Navn: 15:15 - 2. udgave af dagbladet Information.
Udgivelsestidspunkt: Fra onsdag den 6. september - udkommer mandag til
fredag – alle dage kl 15:15
Omfang : modsvarer normalt 6-8 A4 ark
Distribution : Brugerdistribueret via www.information.dk