Debat om min kommentar på Information
Dagbladet Information: “Avissnedker nu som skældsord »
[11:59] 24. februar 2006 |
Af Nikolai Thyssen
Jeg bad forleden Henrik Føhns, som en af de fire kommentatorer, der på skift skriver på Mediesiderne i Information, om at skrive en kommentar om blogosfæren. Det gjorde jeg med en mindre provokation, for Føhns er på en gang aktiv i både et gammelt og et nyt medie. Som redaktør på Samvirke er han noget så gammel, men som blogger har han været noget så ny helt fra begyndelsen. Derfor står han på begge sider i konflikten mellem ’old media’ og ’new media’: Bloggerne står på den ene side og si’r: ’Se os, vi har fremtiden på vores side, vi er den demokratiske udvikling af medierne, avispapir og flow-tv er kna”
(Via information.dk.)
Og her er selve kommentaren:
Mens vi venter på overraskelsen
Hvornår får danske bloggere fingeren ud af egen navle?
Af Henrik Føhns
”Der er ingen dansk blogosfære!”
Udsagnet faldt i en mail, som jeg modtog fra en avissnedker forleden.
For de uindviede, så er blogosfæren summen af alle blogs. Forstået som et fællesskab eller socialt netværk, hvor de mange blogs er koblet tæt sammen via links, referencer og kommentarer.
Der er masser af gode blogs, skrevet af mediefolk og teknologer. De handler dog oftest om andre blogs, teknologi eller medier. Hvis vi ser bort fra dem, hvad sker der så egentlig i den danske blogosfære? Ingenting, hævdede avissnedkeren.
Jeg møder ofte journalister fra de ”gamle” papirbårne eller licensfinansierede medier, der mener, at danske bloggere ikke har fået et afgørende gennembrud, fordi ingen af os har været i stand til at levere historier med nyhedsmæssig eller afslørende gennemslagskraft – og deraf følgende høje læsertal, som man har set det i USA.
Men i modsætning til traditionelle medier tænker bloggere ikke i oplag eller lytter/seertal, men på deres position i netværket. New York Magazine lavede for nyligt en top 50 på verdens mest populære blogs, og anslog at der findes over 27 millioner blogs på verdensplan. Jo flere andre bloggere, der linker til ens blog, desto højere oppe på top 50 befinder man sig. Helt i tråd med opfattelsen af blogosfæren som et socialt netværk.
Blogbot.dk er en oversigt over den danske del af blogosfæren. Her kan man i real time kan følge med i hvem, der har opdateret deres blogs og med hvad. Hvis vi følger avissnedkerens kritik og fraregner eksperterne, så står vi i overvejende grad tilbage med en samling selvoptagede sludrehoveder. Det er selvfølgelig en grov generalisering, og mange ”leverpostejsbloggere” – som de med selvironisk distance har døbt sig selv – skriver faktisk overraskende velsmurt og underholdende, men de afslører hverken korrupte politikere, medie- eller erhvervsfolk.
Undersøgelsen i New York Magazine viser nemlig også, at politiske blogs har overhalet blogs om teknologi. Men hvordan ser det ud på den front i Danmark? Tjah, de findes, men ingen af deres historier har endnu formået at slå igennem i mediernes traditionelle fødekæde, bortset fra de gamle pornobilleder af Louise Frevert, der blandt andet slap ud via bloggeren Keld Bach. Han røg derfor ind i en voldsom polemik med Kim Møller, der driver den yderst aktive blog Uriasposten, som sammen med en række andre blogs af nationalistisk karakter – vi kan vel kalde dem højreorienterede – befolker deres helt eget hjørne af den danske blogosfære. Her kom man vidt omkring i emner som antisemitisme og islamofobi, alt sammen ansporet af en nøgen Frevert.
Ingen af disse bloggere er tilsyneladende politisk aktive i gængs forstand. Og ikke alle er lige velartikulerede eller høflige i tonen.
Et mere gennemarbejdet bud på en decideret politisk blog i polemik med sin omverden, er den fritænkende Punditokraterne.dk, der virker inspireret af den amerikanske Instapundit (nr. 7 på top 50) og den britiske Samizdata.net.
Punditokraterne er blandt andre folk fra Copenhagen Business School, jurister og en Groft Sagt skribent fra Berlingske forsamlet for at skyde med meget liberale, verbale skarpskud. En velargumenteret og belæst flok, der stadig savner kvalificeret modstand fra deres politiske modfløj. Til gengæld ser de ikke ud til at kunne levere et gennembrud i form af en markant selvstændig historie, fordi de ikke oplever verden, men snarere fortolker den fra et skrivebord.
Og her ligger måske kimen til avissnedkerens udfald mod blogosfæren. Alt for mange blogs lever i kraft af andre medier og deres historier. Bloggen er et medie, hvor vi i princippet kunne gå ud og opleve verden gennem vores egne øjne og beskrive den uden filter. I stedet får vi en masse historier og links til andre blogs og medier, referencer til bøger, film og musik og beretninger fra tanker tænkt mellem fire vægge foran en computer. Det er som om den virkelige verden udenfor vores vinduer er blevet den virtuelle verden, som vores krop af og til betræder af simpel fysisk nødvendighed, mens verden på vores skærm er blevet den virkelige verden, hvor vores hjerne og bevidsthed trives allerbedst.
Jeg venter stadig spændt på den dag, hvor en blogger, podcaster eller videoblogger tager bussen den modsatte vej af, hvad han eller hun plejer, taler med nye mennesker og ser nye steder for dernæst at blogge om dem. I stedet for at hakke på journalisterne på DR eller referere kronikker fra udenlandske magasiner.
I mens småsludrer jeg selv videre på fohns.dk og mondofunza.com. Og venter på overraskelsen – ligesom avissnedkeren.
February 27th, 2006 at 8:47 am
Jeg tror du kommer til at vente længe.
De fleste ikke-medie/teknologi/navle/politik bloggere drømmer vist mest om en af disse “klummer” i avisen hvor man kan kommentere alt muligt, specielt det der har en almen fællesnævner.
De fleste opfatter det som - noget der har været i medierne.
De fleste vil gerne have faste læsere/kommentatorer. Derfor mener de at de skal have fokus.
De fleste er mere interesserede i sig selv end andre. Så fokus kan dårligt findes i nysgerrigheden vedr. andre.
Danmark er for lille et sprogområde til at have sin egen omverdensorienterede blogosfære.
February 27th, 2006 at 8:18 pm
Overraskelser på vej?…
Den gode Henrik Føhns blogger ikke kun på nettet, han er også med i noget der vel egentlig godt kan kaldes et forsøg på avisblogging: Han og tre andre skriver på skift hver uge i Information om et formentlig selvvalgt emne under overskriften R…
February 28th, 2006 at 7:24 pm
Gunnar og Henrik,
Kunne man forestille sig, at vi leder efter det forkerte? At vi partout vil have sociale medier til at formidle nyheder i et genkendeligt format, altså skåret og tilrettelagt?. Henrik du siger “Bloggen er et medie, hvor vi i princippet kunne gå ud og opleve verden gennem vores egne øjne og beskrive den uden filter.” Jamen, det ser, oplever - og læser jeg da hver dag på Flickr og på 23, og egentligt også i resten af blogosfæren [den del jeg ser:)] - Selvom jeg medgiver at metadiskusioner som denne - fylder stadigt mere - men reflektering over gængse medier er vel i sig selv en omverdensorientering…:)
February 28th, 2006 at 11:02 pm
Jon! Du har på mange måder ret, og det er jo også den tvivl, jeg prøver at udtrykke mellem linierne i en traditionelt skrapvinklet kommentar; hvorfor SKAL vi egentlig måle blogs med den samme alen som andre medier?
Til gengæld oplever jeg ikke den skarpe, perspektiverede historie med relevans for min orientering i verden her og nu på 23 eller Flickr. Dertil er der alt for mange ligegyldige snapshots og familiefotos, som jeg ærlig talt ikke aner, hvorfor jeg skal se, så jeg holder mig for det meste væk.
Og du har ret i at reflektionen over medier i sig selv er en omverdensorientering, det var også derfor, at min kære medieklummeredaktør regnede sådan nogle som dig, mig og Gunnar ude af sine betragtninger, fordi vi har en rig blogosfære med vores fagekspertiser, mens drømmen om det demokratiske medie for den almindelige borger desværre ikke når ud over netop almindelighederne. Hvis man altså betragter det udfra journalistens måske begrænsede virkelighed.
Men uanset hvad; i Danmark roser vi os selv for samarbejdsevner etc. Hvorfor er der så ingen i den danske blogosfære, der har forenet kræfterne og i fællesskab taget kampen op med et eller flere etablerede medier indenfor en bestemt niché? IT ville være oplagt.
Et godt webzine, der kan give baghjul til alt det lort på kioskens hylder, er den våde drøm, men hvordan financierer man noget, der kræver indsats fra gode fuldtidsbloggere/skribenter?
March 2nd, 2006 at 10:25 am
Spørgsmålet er ret gammeldags.
Der er ikke én blogosfære, der er mange.
Skal vi lave blogs der virker som massemedier - eller skal vi se hvad der sker med masser af “små” blogs?
Tror at det ender med at tjene os godt vi er lidt langsomme på det her punkt.
March 2nd, 2006 at 6:34 pm
Nu bryder jeg mig normalt ikke om at fremhæve mig selv, men for et års tid siden benyttede jeg min egen blog til at gøre netop det, du efterlyser: Jeg bloggede om det socialdemokratiske formandsvalg, og min blog vakte ikke bare opsigt internt i partiet, men også i medierne, hvor jeg talte med adskillige journalister og selv Ritzaus Bureau skrev en historie på baggrund af mine skriverier.
Jeg kunne også se, at adskillige journalister lod sig “inspirere” af mine analyser, men de færreste citerede mig eller henviste til mig.
Da det var på sit højeste havde jeg over 12.000 unikke besøgende om dagen, og jeg modtog på en “god” dag omkring 100 e-mails fra læsere samt et utal af kommentarer.
Jeg har lukket min blog i dag, men jeg synes, at den bør nævnes, når du nu så bastant siger, at der ikke findes nogle “rigtige” blogs i Danmark.
I øvrigt vil jeg anbefale en af de få danske weblogs om politik, nemlig David Troels Garbys blog om amerikansk politik - på dansk. Her tror jeg , at fremtiden for danske blogs kan findes: Man tager en ufattelig lille niche, en nørd og lidt simpel blog-software samt et domæne, og så har man en weblog, der har indhold, som er interessant for os andre også. Adressen er http://www.garby.dk
March 2nd, 2006 at 9:22 pm
Først Mygdal: Ikke én blogosfære men mange. Det tror jeg, at du har ret i. Blogs samler sig i grupper eller netværk, næsten som klubber med medlemmer. Og i mange tilfælde har hver gruppe tilsyneladende ikke meget med hinanden at gøre. Det ses jo tydeligt på folks kommentarboxe, hvor det ofte er som at komme til en fest, hvor man ingen kender på forhånd. Og hvis man ankommer som bladsnedker til en fest, hvor samtalen går om jazzmusik, så kan må jo mene nok så meget om Muhammedtegningerne, hvis folk kun vil tale jazzzzzz… Det gør det ikke nødvendigvis til en dårlig fest. Men nok mere en fest end en debatgruppe. Så ja præmissen er måske “gammeldags”, men dog værd at sætte op for at få fænomenet blogs belyst. Men men men mange blogosfærer bliver vel til én stor? Eller hva’?
Og så Kasper Hyllested. Jeg beklager, at jeg ikke har været opmærksom på din blog, som jeg dog nok har været forbi. Jeg genkender i hvert fald dit navn, men i min flygtige hukommelse blev den fortrængt. Hvorfor lukkede du bloggen? Der er jo stadig masser at interessant stof i Socialdemokratiet.
Jeg vil checke David Troels Garby. Tak for tippet.
Men hvor er det dog ærgeligt, at Informations læsere går glip af disse indlæg og tips, fordi papir er så helvedes uinteraktivt, og jeg kun får mine 4.600 tegn én gang hver måned.
March 2nd, 2006 at 9:59 pm
Personligt har jeg en anden teori om hvorfor det ikke rigtig rykker for alvor på de danske blogs: Landet er lille og afstanden til de gamle medier er virkelig ikke særlig stor. Hvem som helst kan få noget i avisen. Når de gamle medier er så tilgængelige så er der bare ikke en stor uudnyttet talentmasse af skribenter der ikke kommer til orde i de traditionelle medier og af samme grund skriver disseher overvældende dygtige ikke-eksisterende skribenter ikke en masse blogs.
Hvis man ser nogen af de amerikanske bloggere der kun trænger igennem fordi de har lavet deres blogs, så er niveauet jo virkelig et helt andet.
Og så må jeg sige at jeg synes *ægte* we-media er fantastisk. Dvs. dybt uinteressante, menneskelige og fejlfyldte blogs fra en anden kedelig hverdag end ens egen. Det er muligvis voyeurisme mere end det er mediekultur, men det er fascinerede alligevel.