MONDOFUNZA

Kunstrådet har givet 100.000 kr. til at rense min fars bøddel.

“Det er et godt projekt”, siger forfatter og medlem af Kunstrådet Niels Brunse om rådets bevilling af 100.000 kr. til “forfatteren” Erik Haaest i onsdagens Information.

Det gode projekt er en bog, der skal rense den hipo-kvinde, som var med til at torturere min far under krigen.

Haaest arbejder på en trilogi om hipo-grupperne under krigen. Altså danske nazisympatisører, der optrådte som regulære terrorgrupper ved at opspore, fange, torturere og dræbe frihedskæmpere.

Lad mig tage udgangspunkt i en cigaræske for at belyse det “gode projekt”.

En cigaræske med et frihedskæmperarmbånd, nogle rationeringsmærker og et avisudklip med Lorentzen-bandens medlemmer. Lorentzen-banden var opkaldt efter lederen, den danske nazist Jørgen Lorentzen. Denne bande var kendt for at være særdeles hårdhændede. Ved en højesteretsdom efter krigen blev Jørgen Lorentzen og flere andre medlemmer dømt til døden og henrettet.

Cigaræsken rummer min nu afdøde fars minder om hans tid som frihedskæmper under krigen. En løbebane, der spændte sig over hele besættelsens forløb heraf en periode tilbragt under jorden i Jylland. Det endte med ca. en måneds indespærring med tæv og tortur. 5. maj 1945 slap han ud af Vestre Fængsel i live. 23 år gammel men mærket for livet.

Samlede våben i kælderen.

Alf Børge Føhns boede hos sine forældre i en villa på Arnesvej i Brønshøj. Nede i kælderen samlede han våben af de dele, som englænderne kastede ned fra fly. De færdige våben blev distribueret af hans mindreårige lillebror under et tæppe på dennes legevogn. En dag i april 1945 blev min far snuppet af hipofolkene i Lorentzen-banden. Han blev taget med på Politigården, hvor hipoerne holdt til, efter at det danske politi var blevet interneret i 1944. Her blev han systematisk tævet sønder og sammen. Hver gang han mistede bevidstheden, fik han en spand koldt vand i hovedet, og det første han hørte, da han genvandt bevidstheden, var Jørgen Lorentzens kæreste Anna Lund, der siddende på en stol i baggrunden råbte: ”Skyd det svin!”

Denne kvinde søger Erik Haaest nu at gøre til en misforstået hæderskvinde i sin kommenende bog “Anna” med økonomisk støtte fra Kunstrådet. Det er “det gode projekt”, som Niels Brunse henviser til i Information onsdag.

Tinnitus og krigstraumer.

Min far blev ikke skudt. Han endte i Vestre Fængsel. Og blev løsladt d. 5. maj 1945, hvorefter han genoptog sit arbejde i modstandsbevægelsen. Han har aldrig talt meget om sine oplevelser, men tiden efter var præget af mareridt og angstneuroser. Men dengang var der ikke noget som hed krisepsykolog. Det var bare hjem til jobbet som mælkekusk og videre med livet. Flere af hans venner blev alkoholikere. En enkelt hængte sig i Utterslev Mose. Der var for mange fæle minder at bearbejde.

Torturkvindens eftermæle.

I 2004 ville Politikens forlag udgive bogen “Anna” af Erik Haaest. Den udkom aldrig pga. ”uoverensstemmelser” mellem forfatter og forlag. Iflg. Haaests hjemmeside, fordi han kun ”fortæller sandheden og intet andet”. Af de nu forsvundne sider på hans website, fremgik det, at han mener, at der blev begået justitsmord på Anna Lund Lorentzen. Hun blev dømt til døden ligesom hendes mand, Jørgen Lorentzen. De giftede sig i fængslet efter krigen. Men dødsdommen blev – til hendes egen store fortrydelse – ikke eksekveret, da man fra myndighedernes side frygtede for mange protester, hvis man henrettede en kvinde. Anna Lund Lorentzen har levet i Tyskland siden 1956. Hun har åbenbart engageret sig i humanitært arbejde for krigsskadede børn og er blevet kendt under navnet: ”The Angel of Mercy of Children”.

Til gengæld gav Kunstrådets fagudvalg for litteratur under ledelse af journalist Claes Kastholm Hansen 100.000 kr. til Erik Haaest i 2005, så han kunne gøre bogen færdig og få den udgivet. Haaest har på hjemmesiden bekendtgjort, at han først vil udgive bogen efter Anna Lorentzens død.

Min fars torturbøddel får en bog. Betalt af danske skattekroner. Selv fik han aldrig så meget som en bøjet femøre. Men han forventede det heller ikke. Han gjorde aldrig noget stort nummer ud af sin tid som frihedskæmper. Som følge af torturen levede min far med tinnitus og en skæv kæbe, der krævede en del tandkirurgi i mange år efter for at fungere. Måske var der andre ting. Det er svært at sige, når man ikke kendte ham før mødet med Anna Lorentzen og hendes mand.

Og så var der cigaræsken med armbindet og avisudklippet. Den rummede fem år af en ung mands liv. Fra han var 18 til han var 23 år.

Hvorfor mener Claes Kastholm Hansen, Niels Brunse og Brian Mikkelsen, at det er et godt projekt at rense min fars torturbøddel? Jeg venter spændt på jeres svar. Det er mindst 100.000 kr. værd….

This entry was posted on Thursday, July 19th, 2007 at 1:25 am and is filed under Just words. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.