Ironi er en svær ting
Jeg burde vide bedre, men jeg udtrykker mig ret ofte dybt ironisk. Og på skrift er det svært. Jeg har lært at bruge smileys med mere i mine mails og kun til folk, som jeg føler, at jeg kender, og som jeg går ud fra forstår min ironi. Det går som regel.
Men her på min blog går det mindre godt. I mit forrige indlæg ironiserede jeg (igen) over begrebet “den kreative klasse”. Jeg prøvede at være morsom på bekostning af de stakkelse sønderjyder, der scorer så urimligt dårligt i Handelshøjskolens undersøgelse af, hvor i Danmark “den kreative klasse” bor. Det gjorde en jysk kollega noget småsur.
Dernæst ironiserede jeg over det faktum, at et utal af journalister, meningsdannere og politikere har misforstået Richard Florida uden at have læst ham - tilsyneladende. Blandt andet synes en udbredt misforståelse at være, at bøsser er mere kreative end heterosexuelle. Florida mener, at åbne og fordomsfri miljøer er mere kreative end lukkede og fordomsfulde miljøer, og et åbent miljø blandt andet kendetegnes ved at acceptere homosexualitet, som fx San Francisco og Silicon Valley. Den misforståelse ironiserede jeg så over ved at skrive “Vi ved jo alle, at den kreative klasse mænger sig med og tiltrækker homoseksuelle, så det må nødvendigvis være stik modsat hos de mest ikke-kreavtive.” Blandt andet fordi jeg og mine venner havde slæbt en homosexuel barnepige med til den kommune i Danmark, der har færrest medlemmer af “den kreative klasse” boende.
Og det blev så også misforstået…… Se venligst kommentarboksen under forrige post… HEY! Det var ironi! Et forsøg på at være morsom. Måske man skulle starte en studiekreds i brugen af ironi i digitale medier? I sommer troede flere personer på min vej, at jeg havde en eller anden form for fejde kørende med Politiken-journalisten Henrik Vesterberg, bare fordi jeg lavede lidt sjov med ham og “den kreative klasse” i Tisvildeleje, og han svarerede igen i sin klumme i Politiken. Jeg bliver jo nødt til at punktere alle de morsomme spydigheder, men det var spil for galleriet. IRONI! Jeg har kendt Vesterberg i 20 år. Det var ren Generation X. Og skal jeg nu også til at forklare det?
Eller måske var det bare BULLSHIT. Jeg har netop læst bogen “On Bullshit” af den amerikanske filosof Harry G. Frankfurt. 67 sider komprimeret (genial) analyse i at puste sig selv op og føre sig frem på en ballast af varm luft. Meget anbefalelsesværdig.
Han skriver om forskellen på en løgner og en bullshitter:
“The Bullshitter (…) is neither on the side of the true nor on the side of the false. His eye is not on the facts at all, as the eyes of the honest mand and the liar are, except insofar as they may be pertinent to his interest in getting away with what he says. He does not care whether the things he says describe reality correctly. He just picks them out, or makes them up, to suit his purpose.”
Jeg kunne tilføje, at mine lejlighedsvise ironiske kommentarer ikke er udtryk for generel utroværdighed, blot forbigående anfald af BULLSHIT. Et frikvarter fra den daglige spændetrøje hvor alt skal være korrekt ned til sidste kommafejl.
Og så må jeg jo tilføje de seneste ugers største BULLSHITTERE i danske medier. Først og fremmest Jørgen Leth. Fremragende bullshit. Hverken sandhed eller løgn, men helt ude at trit med andre folks virkelighed. Storslået.
Louise Frevert. Hvad mener hun egentlig? Eller hvad vil hun egentlig? Hvad tror hun på, egentlig? Ja, hvem ER hun egentlig? Også en flot omgang bullshit, dog mere skræmmende end underholdende - bortset fra nøgenbillederne altså. 
(SMILEY)
Jane Åmund og hendes hærskare af elskere, der ikke må lugte grimt, men nu er det også slut med sex, og hun vil bare dø. En overraskende bullshitter i spadseredragt. Took me by surprise, altså ikke fysisk talt, vel? (SMILEY)
Og lidt før var der Martin Hall, som i sin biografiske roman “Den Sidste Romantiker” må splitte sig selv op i to personer, hvoraf den ene som fortæller beskriver den anden. Det er et storslået litterært bullshit-greb. Ikke dårligt, men to bind er sgu’ i overkanten, selvom Martin Halls ironiske kvaliteter altid har været temmelig oversete. Han er en stor bullshitter. Han har faktisk en del tilfælles med Jørgen Leth, der jo i øvrigt bliver støttet af en af de største bullshittere, vi har i Danmark, nemlig Lars von Trier. Bullshitter per exellence. Og vanvittig morsom. Hvorfor skal han altid tages så alvorligt?
Nu løber mit batteri ud. Min strømforsyning har jeg glemt et andet sted. Og det er ikke BULLSHIT. Læs bogen. Se filmen - måske laver jeg den selv