Soniske improvisationer
Jeg har lige set Sonic Youth på Roskilde Festivalen. Til november er det 20 år siden, at jeg så dem live første gang. Det var på Barbue i Huset. De havde lige udgivet ep’en ”Death Valley 69” sammen med Lydia Lunch.
Man kan anskue dem på to måder: Enten at de ikke har flyttet sig en meter i deres musikalske univers. Eller at de har en totalt unik stil. Men flyttet sig har de. Den gang i 1985 havde de ingen numre med de melodiske og til tider poppede kvaliteter, som de siden har udviklet. Men også i aften fik vi også bredsider af regulær støj. Skøn og smuk støj som kun Sonic Youth kan lave den. Og de stramme forløb blev afbrudt af lange improviserede støjpassager. Fedt for mig. Andre fik vist nok. Sån er det at være halvgammel og hørehærdet 
Læs også The Best 90 Minutes in My Life, artikel af Sonic Youth’s sanger og guitarist Thurston Moore i Wired Magazine om “the mix tape”, som han også har skrevet en bog om. Samme fænomen som Nick Hornby dyrker i “High Fidelity”.